Birmaen


Legenden om den Hellige Birma
Legenden om Den Hellige Birma, hvori fiktion og virkelighed blandes på den måde, man høre Østens fortællinger, er meget smuk.

Længe før Buddhas ankomst til Jorden byggedes der i Burma et tempel, der blev indviet til guden Song-Hio og gudinden Tsung-Kiang-Kse. Templet blev kaldt Lao-Tsun. Præsterne - kithaerne - tilbragte deres liv i meditation. I det øjeblik, de opnåede den evige ekstase, overførtes deres ånd til en af de mange hellige katte, der levede på templets område.

Templets ældste og mest agtede præst, den vise blandt de vise, Mun-Ha, tilbad specielt gudinden Tsung- Kiang-Kse, der havde vidunderlige safirøjne. Man sagde, at denne gamle præsts gyldne skæg var flettet af selveste guden Song- Hio. Sinh var navnet på den kat, der tjente ham som et orakel, og den blev agtet på lige fod med sin herre.

Så en aften, da thaierne, der kom fra Siam, belejrede templet, døde den gamle mand. Man så da transfigurationsmiraklet foregå for alles øjne: katten Sinh sprang op på sin herres hoved; dens krop, der hidtil havde været hvid, antog den samme gyldne farve som den hellige mands skæg; dens øjne blev safirblå som gudindens. Dens ben, ansigt, ører og hale, blev brune som jorden, men dens poter forblev hvide som håret, den hagede sig fast i, som et symbol på renhed.

Kattens blik opflammede præsterne, der jog deres fjender på flugt. Syv dage senere døde Sinh, og i det samme steg hans elskede Herres sjæl ind i evigheden. Da skiftede alle templets katte farve som Sinh, et nyt mirakel var sket....

Om den Hellige Birma
Den Hellige Birma er en halvlanghåret, også kaldet semilanghåret, masket kat. Poterne er hvide, og betegnes som handsker. Den er af medium kropsbygning og størrelse, og har et kraftigt hoved med fyldige kinder og meget små ører. Den har en fyldig krave. Øjenfarven skal være klar dyb blå, og formen afrundet til let oval.

Kroppen er middelkraftig med korte, solide ben. Halen er tynd ved roden men fyldig og busket i spidsen. Der ønskes så stærk en kontrast som mulig mellem maske- og kropsfarve. Kropsfarven svinger, alt efter maskefarven, mellem mælkehvid og beige, og meget gerne med et let gyldent skær.

Den er godkendt herhjemme i farverne brun-, blå-, chokolade- og lillamasket.

Temperament/Væsen
Birmaen er meget social og ”snakker” meget, det er derfor ikke en kat, der egner sig til at være alene hjemme mange timer dagligt. Hvis man er meget væk, kan det derfor være en rigtig god ide, at anskaffe sig endnu en kat.

Birmakatten går fint sammen med børn, da den er meget glad, legesyg, og under ingen omstændigheder "ondsindet". Birmaen er meget selskabsglad - en udpræget "familiekat" - og knytter sig mere til sine mennesker end til boligen. Den er derfor også nem at tage med på rejse. Birmaen er udpræget nysgerrig og følger med i alt, hvad der sker. Den følger en overalt i huset, lige fra toilet besøget til madlavningen i køkkenet.

Det er en udpræget social race, og man ser sjældent, at katte gensidigt vasker hinanden så meget, som det er tilfældet med Birmaen. Birmaen er livlig, charmerende ,intelligente og fornuftige.

Pelspleje
Til trods for Birmaens lange pels, er den ret nem at holde. Det er sjældent, at Hellige Birmaer har pels, der filtrer. Den skal redes 3 – 4 gange ugentligt med en stålkam / børste. Dog må man hjælpe katten lidt oftere i fældningsperioderne

Sygdom og sundhed
Generelt er Hellig Birma en meget sund kat. Den har ingen specifikke arvelige defekter, som man skal tage sig i agt for.


Tilbage